Medea

Instruktøren skriver:
Den klassiske myte om Medea er et hævndrama. Og med et nutidigt blik en grusom og næsten ubegribelig handlingsrække udført af den forurettede Medea.

Dramaerne, kan man argumentere for, tilhører en tid, hvor det enkelte individ bruger myterne til at forklare sig, samt forstå sig selv og sin måde at forholde sig til omverdenen på. Guderne (religionen) og fortællingerne hænger således tæt sammen, og fungerer som retningslinier for det rette liv. Det er imidlertid ikke uproblematisk at læse græske dramaer ud fra en nutidig, realistisk og post-freudiansk diskurs. 

I den kontekst kan et græsk drama i sin tid, sammenlignes med moderne filmgenrer i dag. Gysere eller film om superhelte underlægges heldigvis sjældent krav om at skulle være realistiske. De forventes at være troværdige gennem den gode fortælling, oftest med en morale hvor det gode besejrer det onde.

På samme måde er Medea en moralsk fortælling, og den diskuterer noget meget konkret: Er det muligt at forsvare Medeas hævn ? Når man læser myten er Medea tilnærmelsesvis en heltindeskikkelse, for vi forstår udmærket hendes fortvivlelse, men hvis en kvinde i dag blev bedraget af sin mand, ville hun næppe få heltestatus for at myrde sine egne børn. Hendes hævn grænser til det absurde. For hvilket offer gør hun ikke selv for at straffe sin mand?

Peter Laugesen har gendigtet, omdigtet, og tildigtet omkring Medea figuren, som han grundlæggende ser som en fremmed, en evigt flygtende skikkelse. Han fortæller på den ene side myten og på den anden side løfter han kritisk røsten overfor den holdning der gennem mange århundreder, i mange kulturer til stadighed har været til den fremmede. Og ikke mindst fastholdelsen af kvinden i en låst rolle.

Det er i skæringspunktet mellem en fortælling, som vi forstår og mærker, og som vi er i stand til at indleve os i, samt undre os over og på den anden side de kulturkritiske kommentarer at denne Medea på evig flugt søger sit udgangspunkt.

Scenografisk placeres dramaet op ad en mur med en stor port. Den meget let aflæselige symbolik i både mur og port skal fastholde tilskueren til de væsentlige temaer. Muren som et af de stærkeste symboler på frihedsberøvelse og adskillelse og  porten som den store mulighed, den vej som trods konsekvenserne står åben, og kan skabe forandringen.

De fire vinkler i denne sammenhæng henviser til forskellige måder at angribe myten og dens temaer på. Der er fire komponister, som hver i sær komponerer til fire stemmer i fire akter. De fire akter er inddelt i de fire årstider, og akterne er tillige opdelt i fire genrer, som igen underlægges fire sceniske formsprog.

Med denne eklektiske tilgang er det tanken at de enkelte, til tider modsatrettede fortælleelementer med fordel vil belyse hinanden og perspektivere grundfortællingen, samt skabe et nuanceret billede af grundtemaerne: Hævn og fremmedgørelse.

Lars Kaalund

Forfatteren skriver:  
Teksten skrives som digte. Modellen er Catullus og grækerne. Dels med motiv fra Medea-historierne, ikke så meget Euripides og hans kedeligt psykologiserende teaterstykke, mere fra Ovids Metamorfoser, hvis tidsforløb jeg følger.

Yderligere stof fra andre kilder, samtidige med de græske og latinske eller fra i dag, her, nu, hvor Medea står for alt, hvad der er fremmed og farligt.

Digtene kan hver af de fire komponister så lave deres egen historie med. Bruge dem alle sammen eller så mange, de vil, i hvilken som helst fortælling og rækkefølge, de synes.

For mig er det sådan, at Medea er den eneste egentlige hovedperson. Jeg arbejder for et syns skyld med yderlige de klassiske tre: Jason, Kreon og Glauke, men Medea er den eneste egentlige. Den polske teatermand Jan Kott har beskrevet vanskeligheden ved at spille Euripides´ Medea sådan, at den ene hovedperson, Medea, spiller i en tragedie, mens den anden, Jason, spiller i en komedie. Som Lady Macbeth og Benny fra Olsenbanden. Cirka sådan, men det giver jo  spændvidde.

Peter Laugesen 

Komponisterne om arbejdet med Medea:

Nicolai Worsaae

Peter Laugesens tekster til Medea overraskede mig fra første øjekast ved at være så destruktive og samfundskritiske.

Det var nogle af disse tekster om den fremmede, der blev min indgangsvinkel til at skrive i højere grad end selve den klassiske Medea-tragedie.

For det er som om den kun dukker op momentvis i teksterne. Som om historien er visket bort af havet eller tiden og nu står kun erindringen af Medea tilbage.

Arbejdet med at restaurere denne Medea fortælling har været ganske interessant, og til hjælp har jeg selv dykket ned i den klassiske opera's spæde begyndelse, og der fundet fragmenter af musik, som jeg har kunnet anvende som skellet for mine kompositioner. Støjen er måske dominerende i mine dele, men får man øje på den nogle af de afsnit, med stumper af klassiske rudimenter, vil de uden tvivl sætte sig som uudslettelige spor på det indre øre.

Henrik Hellstenius

Malin Bång

Laugesens tekster om Medea´s flugt viser mange forskellige vinkler på hende som person og symbol, og jeg nyder fremfor alt de partier, som reflekterer omkring  temaet frihed. Hvad er frihed? De fleste som ser denne forestilling brydes formenligt ikke med noget alvorligt frihedsproblem i sin hverdag. Samtidigt går nærværet eller fraværet af frihed som en rød tråd gennem alle de små valg, vi gør dagligt.

I et demokratisk samfund kan kunstnerskab ses som en symbol for frihed. Kunstneren tillades at tænke og agere kritisk, udfra sig egen individuelle synsvinkel. I mine scener fremtræder Medea ,som en provokerende performancekunstner, der udfordrer og stiller sig over moral og etik med sin fremtræden, da hun leger med andre menneskers liv og vel. Peter Laugesen skriver:

”Der er også fordele ved att være ubunden / der findes en anden frihed / som vi kun kender i kunst eller psykose / eller den usikre tilstand af angst som står som en skælvende / bro mellem de to lande i sindet / og som de fleste ikke ønsker berøring med.” 

I flere tusinde år har myten om Medea og dens manifestation hos Euripides og Ovid overlevet.  Medea myten er blevet genfortalt igen og igen og har stået for en af menneskets værst tænkelige handlinger: En mor dræber sine egne børn. For mig kan myten på den ene side forstås som en “konstrueret ekstrem” - i hvilken, der foregår et sammenstød mellem formentlig utænkelige modsætninger - en kortslutning så at sige. Men Medea er også i forståelse af Jungs dybdepsykologi et “urbillede”, for hvis lige netop ikke Medea havde lagt navn til myten om børnedrab (en dimension Euripides tilføjer i sit værk) var der sikkert opstået en anden moderskikkelse I kulturhistorien, som dræbte sine egne børn. Medea repræsenterer altså en arketypisk menneskelig forestilling, en mulighed i fortællinger og desværre også en tænkelig realitet. Alle disse facetter af den menneskelige eksistens indgår i den ejendommelige leg på teatret  at gennemlive andre menneskers skæbner. 

Motiverne til Medea´s handlinger er åbne for fortolkninger. Er det hævn? Ja, men på hvilken baggrund? Hun er den “farlige fremmede”, men også en “troldkvinde”. Hun er “fantatisk smuk” men også “uciviliseret”. Hun er “den faretruende” men også “den tiltrækkende”. Hvilke aspekter prioriterer man i en kunstnerisk fremstilling?

Medea myten

Siden oldtiden er Medea blevet behandlet kunstnerisk inden for billedkunst og litteratur, ikke mindst i sceniske sammenhænge (Seneca, Corneille, Franz Grillparzer, Willy Kyrklund (f. 1921)), som opera (Cherubini) og i 1900-t. tillige som ballet og film.
 
Frit efter Gyldendals åbne encyklopædi