
Opera for børn og unge fra 10 år
Varighed ca. 60 minutter
Musik
Peter Bruun
Libretto
Bent Nørgaard
Iscenesættelse
Anne Barslev
Holdet bag Narcissus & Ekko
Komponist Peter Bruun
er tilknyttet FIGURA som fast ensemblemedlem, og her deler han rundhåndet ud af sine kompositoriske såvel som kunstneriske kompetencer i mange forskellige sammenhænge. Peter Bruuns musik er ofte rytmisk og klangskøn og skrevet for usædvanlige instrumenter. I 2002 komponerede han succesoperaen MIKI Alone til FIGURA og modtog for den Nordisk Råds Musikpris 2008. Til FIGURA har han desuden skrevet musik til blandt andet pixioperaen StillevejsBump (’05) sammen med Jens Hørsving og musikken til kabaret-koncerten Himmel-Havn (’07) samt musikteaterforestillingen Er jeg ikke Don Quixote? (’09). Bruun modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat i 2006 og Wilhelm Hansens komponistpris år 2000.
Librettist Bent Nørgaard
arbejder både som instruktør og dramatiker og er til daglig ansat som Centerleder ved Center for Kunst og Videnskab ved Syddansk Universitet i Odense. I sin egenskab af dramatiker har han skrevet over 40 opførte manuskripter. Heraf kan nævnes Var det en blå Volvo sammen med S. Frank på Det Mindste Teater (‘98), Sagaen om Regnar Lodbrog på Zangenbergs Teater (’02) og Lys over Svendborg på BaggårdTeatret (’03).Han har desuden iscenesat over 50 teaterstykker og operaer, herunder Händels Ariodante på Den Fynske Opera (’02), børneoperaen Sigurd Dragedræber på Det Kongelige Teaters Takkelloftet (’06), Robottens Anatomi på Teaterhuset i Odense (’09) og Kærlighedens Dampe på Århus Sommeropera (‘09), hvoraf han havde skrevet librettoen til både Sigurd Dragedræber og Kærlighedens Dampe.
Instruktør Anne Barslev
er uddannet på Hoogeschool voor de Kunsten i Amsterdam og ved instruktør Niels Pihl, Musikteatret Undergrunden. Hun debuterede som operainstruktør med Vaughan Williams Riders To The Sea i samarbejde med operaakademiet i Amsterdam. Hun har siden blandt andet instrueret Purcells Dido og Aeneas og Monteverdis L’Orfeo på Valdemars Slot. I sæson 08/09 instruerede hun hele tre operaer på Den Fynske Opera, Johnsons Four Note Opera, Puccinis La Bohème og Zwickies Konsumia. Derudover har hun for Kammeroperaen iscenesat Kurt Weils Laser og Pjalter i Horsens Statsfængsel og Donizettis Don Pasquale. Blandt fremtidige instruktøropgaver kan nævnes Madama Butterfly på Den Fynske Opera og Don Juan på Valdemars Slot.
Scenograf Nicolaj Spangaa
arbejder som scenograf på både teater, opera og performancekunst.
Han debuterede som scenograf på Don Juan på Fredensborg Sommeropera i 2001 og har sidenhen skabt scenografi til en lang række opsætninger. Han arbejder jævnligt sammen med instruktøren Tue Biering, og i fællesskab har de opsat blandt andet Filth på Kaleidoskop (’02), Nationens Børn på Det Kongelige Teater (’04), Apocalypse NYC i New York (’08), Happy new year Iceland i Reykjavik (’08) og senest Historien om Alt af Flyvende Grise på Jomfru Ane Teatret (’10).
På Det Kongelige Teater har han skabt scenografi til CASANOVA (’03), Come on Bangladesh, Just do it! (‘06), Tartuffe af Moliére (’07) og Spindelvæv af Flemming Jensen (’07). På Århus Teater har han været scenograf på blandt andet Verdens ende (’05) og Kosmisk Frygt ...eller den dag Brad Pitt fik paranoia (’08), og på Aalborg Teater Tre søstre af Tjechow (’07), Verstörung (’07) og Gasolin - Teaterkoncert (’08).
Han har desuden arbejdet sammen med den kendte multikunstner Claus Beck-Nielsen herunder i forestillingerne Parlamentet (‘03), Parlamentet i Buddinge (’03) og De smukkeste mennesker (’04) på Das Beckwerk.
Blandt børne- og ungdomsforestillinger kan nævnes Meteorologen på BaggårdTeatret i Svendborg (’05), Kampen om Danmark i en co-produktion mellem BaggårdTeatret og Odense Teater (’06) og Mio, min Mio af Astrid Lindgren på Aalborg Teater (’08).
Nicolaj Spangaas scenografi kunne senest opleves i Pornografi på Odense Teater og Fremtidens historie på Århus Teater i 2010.