Tekster til 4 vinkler på Medea 

Udvalgte tekster af Ovids Metamorfoser om Medea
Jason og Medea
Aesons foryngelse
Medeas flugt

Udvalgte tekster af Peter Laugsens Medea

Forfatteren skriver om 4 vinkler på Medea

Teksten skrives som digte. Modellen er Catullus og grækerne. Dels med motiv fra Medea-historierne, ikke så meget Euripides og hans kedeligt psykologiserende teaterstykke, mere fra Ovids Metamorfoser, hvis tidsforløb jeg følger.

Yderligere stof fra andre kilder, samtidige med de græske og latinske eller fra i dag, her, nu, hvor Medea står for alt, hvad der er fremmed og farligt.

For mig er det sådan, at Medea er den eneste egentlige hovedperson. Jeg arbejder for et syns skyld med yderlige de klassiske tre: Jason, Kreon og Glauke, men Medea er den eneste egentlige. Den polske teatermand Jan Kott har beskrevet vanskeligheden ved at spille Euripides´ Medea sådan, at den ene hovedperson, Medea, spiller i en tragedie, mens den anden, Jason, spiller i en komedie. Som Lady Macbeth og Benny fra Olsenbanden. Cirka sådan, men det giver jo  spændvidde.

Peter Laugesen 


Instruktøren skriver om 4 vinkler på Medea

Den klassiske myte om Medea er et hævndrama. Og med et nutidigt blik en grusom og næsten ubegribelig handlingsrække udført af den forurettede Medea. 

Dramaerne, kan man argumentere for, tilhører en tid, hvor det enkelte individ bruger myterne til at forklare sig, samt forstå sig selv og sin måde at forholde sig til omverdenen på. Guderne (religionen) og fortællingerne hænger således tæt sammen, og fungerer som retningslinier for det rette liv. Det er imidlertid ikke uproblematisk at læse græske dramaer udfra en nutidig, realistisk og post-freudiansk diskurs.

I den kontekst kan et græsk drama i sin tid, sammenlignes med moderne filmgenrer i dag. Gysere eller film om superhelte underlægges heldigvis sjældent krav om at skulle være realistiske. De forventes at være troværdige gennem den gode fortælling, oftest med en morale hvor det gode besejrer det onde.

På samme måde er Medea en moralsk fortælling, og den diskuterer noget meget konkret: Er det muligt at forsvare Medeas hævn ? Når man læser myten er Medea tilnærmelsesvis en heltindeskikkelse, for vi forstår udmærket hendes fortvivlelse, men hvis en kvinde i dag blev bedraget af sin mand ville hun næppe få heltesatus for at myrde sine egne børn. Hendes hævn grænser til det absurde. For hvilket offer gør hun ikke selv for at straffe sin mand? 

Peter Laugesen har gendigtet, omdigtet, og tildigtet omkring Medea figuren, som han grundlæggende ser som en fremmed, en evigt flygtende skikkelse. Han fortæller på den ene side myten og på den anden side løfter han kritisk røsten overfor den holdning, der gennem mange århundreder, i mange kulturer til stadighed, har været til den fremmede. Ikke mindst fastholdelsen af kvinden i en låst rolle.

Scenografisk placeres dramaet op ad en mur med en stor port. Den meget let aflæselige symbolik i både mur og port skal fastholde tilskueren til de væsentlige temaer. Muren som et af de stærkeste symboler på frihedsberøvelse og adskillelse og  porten som den store mulighed, den vej som trods konsekvenserne står åben, og kan skabe forandringen.

De fire vinkler i denne sammenhæng henviser til forskellige måder at angribe myten og dens temaer på. Der er fire komponister, som hver i sær komponerer til fire stemmer i fire akter. De fire akter er inddelt i de fire årstider, og akterne er tillige opdelt i fire genrer, som igen underlægges fire sceniske formsprog.

Med denne eklektiske tilgang er det tanken at de enkelte, til tider modsatrettede fortælleelementer med fordel vil belyse hinanden og perspektivere grundfortællingen, samt skabe et nuanceret billede af grundtemaerne: Hævn og fremmedgørelse.

Lars Kaalund